Enheden for kinesisk skrift er tegnet. Dette kaldes også et sinogram, men det er ikke helt korrekt at sige "tegn". I kinesiske ordbøger findes der i øjeblikket 214 grundlæggende tegn kaldet "nøgler". Ved at kombinere disse nøgler kan man danne en mængde sinogrammer. Den første kinesiske ordbog, Shuowen jiezi af Xu Shen, skrevet omkring +100, indeholdt 9353 tegn fordelt på 540 nøgler. Nu er der over 60.000. Men dette inkluderer varianter af samme sinogram. Det totale antal forskellige tegn bør være omkring 20.000. For at læse nutidig kinesisk skal man beherske mellem 2000 og 3000 tegn. For at læse klassisk kinesisk skal man beherske 10.000.
Klassisk kinesisk var det skrevne sprog, der blev brugt siden oldtiden. Brugen af at skrive talesproget blev først rigtigt udbredt i sidste århundrede med imperiets fald.
Mere end et billede er det kinesiske tegn en række streg. Rækkefølgen af stregene er meget vigtig, ligesom retningen af hver streg. Det er uundværligt at overholde denne rækkefølge. Ligesom hvis en kineser lærte at tegne vores bogstaver baglæns, ville hans skrift snart blive ulæselig, kan den, der skriver kinesisk, ikke overse denne regel. Ellers er det, han skriver, ikke kinesisk. Dette er endnu vigtigere i kaldigrafi i de mere og mere kursive stilarter som Løbende Stil og Græsstil.
Sinogrammerne kan inddeles i fire store familier:
Piktogrammer: de repræsenterer en virkelighed på en stiliseret eller symbolsk måde. For eksempel tegnet "træ" med sin stamme og grene: 木
Ideogrammer: disse er associationer af idéer fra simple elementer. For eksempel tegnet "skov" består af to træer. 林
Ideofonogrammer: de består af et element, der bærer betydningen, og et andet, der bærer udtalen.
For eksempel tegnet “mamma”: 妈 består til venstre af tegnet kvinde: 女 og til højre af hest: 马.
Tegnet kvinde bærer selvfølgelig betydningen. Tegnet hest, udtalt “ma”, bærer lyden. “Mamma” udtales også “ma”, kun intonationen ændrer sig.
Lån: ord, der ikke har et tegn, lånte tegn med samme udtale, som de ændrede for at skelne dem.
En ting, der er meget vigtig for den lærende kaldigraf: i 1950'erne foretog kineserne i Fastlandskina en forenkling af tegnene, mens kineserne i Hong Kong, Macao, Taiwan og diasporaen beholdt de klassiske tegn. Man taler nu om forenklede tegn og ikke-forenklede tegn (eller klassiske tegn). I kaldigrafi bruger man hellere de klassiske tegn, der er meget mere æstetiske.